Karriereveje: Stærkstrøms-edition

Endnu engang gentog NGIN succesen med at invitere tre færdiguddannede ingeniører forbi – denne gang med fokus på energiteknologi i IT-byen Katrinebjerg. De mange spørgsmål fra fremmødte studerende vidnede om stor interesse for deres fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet.  

Løbende afholder NGIN arrangementet `ingeniørverdenen udenfor universitetsmurerne´ for studerende. Det er en måde at sætte fokus på det arbejdsliv og de muligheder, der venter dem efter endt uddannelse.  

Denne gang var vores tre oplægsholdere  

  • Oliver Bolvig Jessen, automationsingeniør hos BeumerGroup 
  • Christian Ellehave Jensen, stærkstrømsingeniør hos Energinet 
  • Mathilde Sørensen, stærkstrømsingeniør og graduate hos Energinet  

Med forskellige baggrunde og arbejdsopgaver fortalte de tre forholdsvis nyuddannede ingeniører om deres første job, hvad det indebærer og hvordan de har landet jobbet. Oliver Jessen er eksempelvis tidligere NGIN-ansat og fik sin første fuldtidsstilling hos BeumerGroup gennem et samarbejde arrangeret af os.  

Overvejelser omkring hvilke virksomheder eller områder, de studerende gerne vil arbejde med er noget, som mange tumler med på universitetet. Derfor giver det mening for NGIN at invitere unge færdiguddannede ingeniører ind, som de studerende kan spejle sig i. Og det giver heldigvis også mening for de studerende.  

En af dem, som var mødt op, var Mads Stenstrup Lund. Han studerer elektrisk energiteknologi på 1. semester, og selvom han stadig er i sin spæde start af studiet, så synes han, at det var fedt at høre om nogle af sine muligheder.  

“Det er rart at få konkret viden om, hvad det egentlig er, jeg kan komme ud og lave med min uddannelse – det kan man næsten ikke få for meget af. Jeg kommer til sådan nogle oplæg her, fordi jeg gerne vil vide, hvad de færdiguddannede laver fra kl. 08, når de møder ind på arbejde og resten af dagen,” siger Mads Stenstrup Lund.  

Han er stadig så ny på bacheloren, at han ikke rigtig har en ide om, hvilke fremtidige jobs han godt kan tænke sig. Men der var en af oplægsholderne, som fangede hans interesse lidt ekstra. 

“Rigtig mange af de emner, som alle tre talte om, lød spændende. Men jeg synes især, at det Christian laver lyder godt. Jeg kan virkelig forestille mig at arbejdet med Danmarks energinet er fedt. Det med at der skal være en infrastruktur i alle produktionsanlæggene til sammen – det lyder som et spændende koncept at beskæftige sig med,” siger Mads Stenstrup Lund.  

Til de studerende gav Christian Jensen og Mathilde Sørensen et par råd videre. Christian rådede dem til at mærke efter, hvilke områder de synes er spændende og derefter målrette deres praktik eller studiejob efter det, så de kan prøve det af. Mathilde påpegede værdien af at tale med andre om sine overvejelser, så de studerende får sat ord på, hvad de egentlig gerne vil i stedet for bare at tumle med det i deres eget hoved.