GIRLS’ DAY IN SCIENCE: NGIN A/S INSPIRERER UNGE KVINDER TIL EN FREMTID I INGENIØRVERDENEN - NGIN

GIRLS’ DAY IN SCIENCE: NGIN A/S INSPIRERER UNGE KVINDER TIL EN FREMTID I INGENIØRVERDENEN

Den 6. oktober i år går det igen løs til den årlige Girls’ Day in Science, hvor virksomheder, organisationer, uddannelsesinstitutioner, biblioteker og museer slår dørene op for unge kvinder fra grundskolen og gymnasiet.

Unge kvinder skal ud og opleve, hvad en uddannelse og karriere inden for naturvidenskabelige, tekniske og håndværksmæssige fag kan føre med sig af spændende jobmuligheder. Der er stadig for mange unge kvinder, der fravælger de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser. Det forsøger Girls’ Day in Science, som Naturvidenskabernes Hus står bag, at gøre noget ved.

NGIN A/S tager ansvar for flere kvinder i naturvidenskab og teknologi

Vi slår dørene op på dagen og inviterer unge kvinder indenfor. Co Founder og Partner, Lasse Korsholm siger:

– Hos NGIN A/S synes vi det er ærgerligt med denne skæve fordeling indenfor ingeniørfeltet. Derfor har vi inviteret et panel af dygtige kvindelige ingeniører ind til at debattere, men også inspirere kvinder til at vælge ingeniørfagene. Vi vil gerne være med til at sætte fokus på de muligheder der er for kvinder i ingeniørverdenen.

Dedikerede arrangører er grundlaget for Girls’ Day in Science

Direktør og ekspert i piger og STEM fra Naturvidenskabernes Hus, Maiken Lykke Lolck, understreger, at Girls’ Day in Science er helt afhængig af dedikerede virksomheder og organisationer, der vil sætte tid og medarbejdere af til at give pigerne en god oplevelse.

– Takket være de mange dedikerede arrangører kan vi igen i år se frem til en fantastisk Girls’ Day in Science. Når pigerne møder kvindelige medarbejdere, forskere eller studerende, de kan spejle sig i, og når de får et konkret indblik i deres fag, åbner det pigernes øjne for de spændende muligheder i en fremtid inden for teknologi og naturvidenskab. Derfor gør det en kæmpe forskel, når virksomheder og uddannelsesinstitutioner åbner dørene, siger Maiken Lykke Lolck.

I år er det niende gang, at Naturvidenskabernes Hus afholder Girls’ Day in Science.

FAKTA

Girls’ Day in Science 2021

I Danmark har vi brug for, at flere tager en uddannelse inden for IT, teknologi og naturvidenskab. Virksomhederne mangler medarbejdere med de kvalifikationer, og kvinder er generelt underrepræsenterede på området.

Girls’ Day in Science sætter fokus på, at mange unge kvinder ikke har kendskab til de mange muligheder inden for naturvidenskab og derfor fravælger en IT-faglig eller teknisk retning i deres uddannelses- og karrierevalg. Girls’ Day in Science har fokus på succesoplevelser, så de unge kvinder får tiltro til egne evner og dermed åbner øjnene for nye muligheder.

Den 6. oktober 2021 slår en lang række virksomheder, organisationer, uddannelsesinstitutioner, biblioteker og museer over hele landet dørene op for flere tusinde unge kvinder fra grundskoler og gymnasier på kampagnedagen Girls’ Day in Science.

Her bliver de unge kvinder inviteret indenfor for at deltage i praktiske og virksomhedsrelaterede workshops. De unge kvinder møder kvindelige medarbejdere og studerende, der fortæller om deres uddannelsesvalg og karrieremuligheder i en verden af IT, teknologi og naturvidenskab.

Se alle arrangører på nvhus.dk/undervisning/girls-day-in-science

Om Naturvidenskabernes Hus

Som samfund har vi behov for, at flere unge inspireres til at tage en uddannelse inden for IT, teknologi og naturvidenskab. Det er hovedformålet med det landsdækkende netværk mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner, som faciliteres af Naturvidenskabernes Hus.

Gennem netværket gør virksomhederne det muligt for elever i grundskolen og gymnasiet at arbejde praktisk med virksomhedsrelaterede opgaver og møde rollemodeller på faglige virksomhedsbesøg. Girls’ Day in Science er en årlig landsdækkende kampagnedag.

Foruden de fem kernevirksomheder Danfoss, Grundfos, Novozymes, Coloplast og Haldor Topsøe tæller netværket mere end 500 virksomheder. Netværket er støttet af Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden, Nordea-fonden, Lundbeckfonden og Fremstillingsindustrien.

Læs mere på nvhus.dk.